Jeg begyndte coaching indenfor livsstil for at bidrage til det sundhedsmæssige paradigmeskifte, jeg selv ønsker at se (fortsætter). Jeg har igennem mine erfaringer som fysioterapeut, fitnessinstruktør, personlig træner og livsstilscoach ændret mit syn på sundhed og livsstil meget igennem årene. Som så mange andre sundhedsprofessionelle, blev jeg qua mine uddannelser skolet i primært at have fokus på kroppens karosseri, altså det ydre, samt alt syd for nakken. Det var et stykke hen ad vejen nødvendigt ift. genoptræning, sportsspecifik samt præstationsrelateret træning, men det førte i praksis dog til mange begrænsninger og en følelse af utilstrækkelighed, da jeg ikke følte, at jeg oprigtigt gjorde så stor en forskel, som jeg kunne for den enkelte - når det kom til deres livsstil. At "fikse" folk, der er fysisk nedbrudt eller tune deres kroppe som ræserbiler indebar ikke et fokus på det hele menneske, hvilket jeg kunne konstatere mange oprigtigt havde behov for.
Jeg begyndte at se problematikken i min tillærte tilgang, da langt fra alle, jeg arbejdede med, fik de ønskede varige resultater, specielt på kost og motionsområdet. At folk ikke kunne følge specifikke, rationelle råd, var ikke et spørgsmål om manglende intelligens fra deres side - snarere fra min - da jeg ikke forstod at møde dem hvor de var. Det fleste var og blev aldrig klar til at leve i et fitnesscenter eller følge strenge trænings og kostprogrammer. Og hvem havde egentlig sagt at dette var nødvendigt? For hvad var det 90 procent af alle der kom til mig ville? Opnå øget livsglæde, velvære, energi og så måske stramme lidt op og komme i lidt bedre form og måske samtidig få tilset lidt skavanker. Så var der jo ikke grund til at sætte de store ambitiøse kost og træningsplaner i værk når målene alligevel ikke var skyhøje.
Særligt en bestemt oplevelse åbnede mine øjne: Efter at have opstartet et lukket livsstilshold på et 15 ugers forløb tilbage i 2019, var årsagssammenhængende imellem krop og psykens tilstand for holdets deltagere slående. Holdets 21 deltagere (alle fra et kommunalt SOSU regi) havde fået tilbuddet igennem deres arbejdsgiver, om at komme med på holdet i et håb om at de kunne blive sundere at få færre sygedage. Objektivt set trængte næsten alle på holdet til at tabe sig og dette var faktisk arbejdsgivers eneste succeskriterie for deltagerne. Det havde de tænkt alene skulle handle om motion og vægttab, da overvægt var jo det eneste synlige problem - ifølge deres ledelse. Men efter at have mødt hver enkelt deltager, spurgt til hver enkelts motivation og personlige situation samt aflæst svar på spørgeskemaer fra dem, så helheden noget anderledes ud under motorhjemen. Der var tydelige tegn hos størstedelen på massivt stress, specielt på arbejdet med manglende indflydelse på egen arbejdsdag, indre uro, søvnproblemer, koncentrationsbesvær, træthed og lav livsgnist. SOSUerne havde generelt også mange sygedage, smerter og et privatliv og vaner, der var i alt andet end balance.
At intens træning og ambitiøse slankekure var den rette medicin fra dag 1. var dømt til at fejle. Derfor skiftede jeg spor med holdet ift. den oprindelige plan. Træningsmæssigt startede vi blidt, men sideløbende med dette fik holdet undervisning i sunde vaner indenfor kost (uden alt for stramme regler), stresshåndtering og søvnoptimering. Her var der rigtigt meget af arbejde med, men vi tog et skridt ad gangen, så de fleste kunne være med. Efter de 15 ugers forløb havde deltagerne gennemsnitligt kun tabt sig 1 kilo, men både ud fra deres egne udsagn og svar på spørgeskemaerne, var deres livsglæde, trivsel, søvn og daglige energi steget markant. En del af trivslen blev også optimeret grundet det gode fællesskab, der var opstået i gruppen, hvor folk bakkede hinanden op. Imødekommende medmennesker, man har noget til fælles med, kan agere som en fantastisk støtte.
Den dag i dag, længe efter holdest officielle afslutning, møder jeg hyppigt mange af dette holds daværende deltagere på min arbejdsplads, i vores fitnesscenter. I dag er de fleste af dem væsentligt slankere end dengang og flere er oprigtigt lysnet op i deres ansigter. Disse mennesker er nogen af de bedste eksempler på hvad holistisk orienteret sundhedspraksis kan gøre, når folk med godt gåpåmod møder de rigtige muligheder.
Jævnfør ovenstående eksempel, hvis sunde livstilstiltag skal bestå, skal de også være bygget på et stærkt fundament. Dette fundament arbejdes der stadig meget lidt med i dansk fitness regi. Både udøvere såvel som størstedelen af de personlige trænere har imponerende nok den dag i dag, det samme relativt snævre fokus som det, der gjorde fitness populært i 80’erne. Dengang mænd ville ligne Arnold Schwarzenegger og kvinder Charlotte Birkow eller Pamela Anderson. Sat lidt på spidsen, så sendes der stadig signaler om (nu også meget igennem sociale medier), at mere (træning) er bedre og større muskler og smallere talje er bedre. Sociale medier hjælper heller ikke på udfordringerne med at acceptere sig selv og sin uperfekte krop. Og skal man ligne nutidens typiske fitness ”influencers”, skal man være super motiveret og træne nærmest 24/7, 365 dage om året og gøre næsten alt perfekt ift. kosten. Men i virkeligheden har de færreste af os hverken den disciplin, tid eller skyhøje målsætning og at ligne en fitnessmodel, hvilket i øvrigt i mine øjne ikke har meget med reel sundhed at gøre. Pga. den stramme en-dimentionelle strategi, bliver mange hægtet af i svinget, da efterstræbelserne på en perfekt krop er uopnåelige.
"Rejsen er vigtigere end mållinjen"
I en personlig udviklingsproces, skal mange blive bedre til at klappe dem selv på skulderen og værdsætte de små sejre. Selv hvis man går fra at ryge 2 til ½ pakke cigaretter om dagen, og man jo stadigvæk kunne blive endnu sundere ved at stoppe helt, skal man ikke negligere den viljestyrke det tog at mindske sit forbrug så betydeligt! Delmål – også i forbindelse med endelige mål indenfor alt sundhedsmæssigt er også med til at holde gejsten oppe. Måske er man enten-eller typen; at det enten hedder en six pack øl om dagen eller ingen på nogen som helst tidspunkter. I nogle tilfælde vil et komplet stop med uvanen blive nødvendig, men igen må jeg understrege at det først skal ske, når man oprigtigt er klar. I mange sammenhænge er en langsom udtrapning/nedtrapning mere holdbar, altså en varm tyrker frem for en kold. Uanset om tyrkeren er kold eller varm, skal man kunne overkomme en "friktionsfase" med en form for abstinenser eller cravings på typisk over 2 uger inden det så småt vil føles mere overkommeligt at undvære den gamle vane. Det er derfor, som jeg gentagne gange siger, er vigtigt for mig ikke kun at hjælpe folk med at udspecificere en rationelt baseret slagplan, men at kortlægge forhindringerne og hjælpe med at støtte op omkring det mentale fundament bag varige livsstilsændringer. Selv med en konkret målsætning, kan meget gå galt hvis den indre "friktion" bremser momentum mod forandring. Gamle "mindset programmer", der skaber denne modstand imod forandring skal gradvist udskiftes med nye opdaterede, der ikke dræner dig eller udelukkende fokuserer på begrænsninger og problemer.
Hvor umådelig stor en indflydelse vores mentale sundhed har på vores vaner, er svært at beskrive med få ord. Der er skrevet mange gode bøger herom - mange jeg selv har læst såvel som mange online webinars, jeg har set. Der en ingen tvivl om, at vores nervesystem og hele vores krop fører et regnskab over de oplevelser vi igennem vores liv har oplevet. Der er endda tydelig evidens bag, at vedvarende mentalt stress og angst startende i barndommen drastisk øger risikoen for fysisk sygdom i voksenlivet - hvis det ikke bliver behandlet (søg på ACE studiet). Kronisk stress påvirker ikke blot vores hjerne, men resten af kroppen og faktisk på ret forusigelig vis. Man snakker i faglig sammenhæng om begrebet kronisk overlevelsesstress.
Eksempelvis tenderer kronisk stress til at give fordøjelsesproblemer og ubalancer i tarmbakterierne. Dette kan over tid ikke blot resultere i øget inflammation i tarmene, men resten af kroppen og disponere til flere dåligdomme. Meget inflammation i hele kroppen kan meget vel også øge vores smertefølsomhed, da inflammation både påvirker nerveenderne og vores central nervesystem. Sidsstnævnte (altså vores hjerne) ved man er meget sårbar for inflammation og at dette direkte kan medføre tilstande af depression. Det kan derfor være relevant både at arbejde med krop (som kost og kosttilskud for tarmene) og sindet samtidig.
Hvis folk selv finder en snak om deres følelser relevante og er komfortable ved at åbne op overfor mig, er selv tunge følelser velkomne i en konsultation med mig. Vi kan nogen gange bruge dem konstruktivt i forbindelse med stress-lindring hvor et kropsligt fokus ofte er relevant at indrage. Dette kan indrebære vejrtrækningsøvesler og yoga-lignende strækøvelser og sanseintegrationsøvelser - bla. inspireret af Peter Levine's Somatic Experience. Disse øvelser involverer opmærksomhed på vores krop, bearbejder stress og angst og frigiver dårlig energi uden man behøver italesætte gamle ophobede følelser og oplevelser - hvad der ligger gemt i den ubevidste kan oftest bearbejdes bedst den indirekte vej. Dette betyder ikke, at nogle gamle traumer ikke også kan afhjælpes via former for psyko-terapi, men dette er dog udenfor mig faglige område rent behandlingsmæssigt. Cognitive Behavioral Therapy, EMDR og IFS terapi topper de mest succesfulde psykoterapeutiske behandlingsformer af traumer. Når jeg anbefaler mange at arbejde med deres mindset og evne til at tænke - hvis ikke positivt så i det mindste mindre negativt - så bliver dette en større kamp, hvis tankemønstrene bliver styrret af gamle ubearbejdede følelser. Om dette omhandler traumer fra opvæksten eller fortrængte følelser af skam, skyld eller sorg, så skal der tit en terapeutisk hjælp til at få disse ordentligt bearbejdet, da man selv har fortrængt dem. Mange afskyr smerten ved at tale om den slags, men indenfor psykoterapien ved man hvor afgørende en effekt at fortidsoritenteret terapi kan have. Dette kan man sammeligne med at få en kortvarig operation for en kronisk fysisk skade, som på trods af potentiel kortvarig smerter hjælper på sigt - bedre end ved at holde smerterne nede med piller.
Selvom vi mennesker grundet vores fælles primære behov og drifter har meget til fælles, er vores syn på os selv, på sundhed og en meningsfuld, motiverende livsstil forskellig. Hvad der er det rigtige at gøre for en person kan være det helt forkerte for en anden.
Derfor har jeg altid et individ-centreret fokus – med udgangspunkt i den enkeltes tilstand, situation og målsætning.
Jeg må igen understrege at den enkeltes udgangspunkt og behov er individuelt. Nogle gange agerer jeg som en mellemstation i den forstand, at jeg på baggrund af mine observationer, anbefaler den enkelte et psykologforløb, at bliv tjekket hos sin læge eller modtage genoptræning hos en anden fysioterapeut, der i modsætning til mig, mødes med dem i fysisk forstand og dermed bedre kan udrede skades og smerteproblematikker via fysiske undersøgelser mm. Jeg tilbyder derfor ikke reel genoptræning via mine online forløb ej heller medicinsk vurdering, der er lægefaglig område.
